En division langt, langt ude på landet

Ligafodbold i Tanzania handler faktisk kun om to hold. Young Africans og Simbas. De er landets svar på FCK og Brøndby, Liverpool og Manchester United, Lazio og Roma. De helt store rivaler. De andre hold i Premier League halter høfligt efter og enhver spiller drømmer om at komme til de grønne (Young Africans) eller de røde (Simbas).

Ngudu stadion som blev grundlagt i 1953 af det lokale
engelske overhoved, A.G. Stephen

Lang væk fra disse professionelle hold finder vi distriktligaen, som bliver afholdt en gang om året. I byen Ngudu på et stadion, der blev bygget af englænderne engang i 50'erne bliver samtlige kampe afviklet i en liga, der har samme struktur som VM. 

Holdene mødes i puljer á fire hold - de to bedste kvalificerer sig til næste runde og skal sammen med vinderne af i alt 8 distrikter kæmpe om en regional titel. Vinderne af de regionale ligaer mødes så nationalt, og denne nationale liga ligger lige under Premier League.

Hver klokken cirka 16  er der kamp. Holdene der deltager i denne afdeling af ligaen har navne som Kwimba Rangers FC, Umoja FC, Black Mambas, Zege og Kwidico. Og der er lang, lang vej herfra til Premier League, selv om et hvert af holdene ved turneringens start har mulighed for at gå hele vejen.

Ligaen varer 19 dage - og træningen starter et par uger før. For en del hold slutter årets fodbold efter sølle tre kampe. Så for mange spillere varer hele fodboldsæsonen kun tre uger. Det er nok en del af forklaringen på, at tanzaniansk fodbold er så håbløs bagefter mange andre afrikanske lande.

Selve afviklingen af kampene er meget formel. Der er dommertrio på, og holdene marcherer ind på banen, til trods for at der ikke er et omklædningsrum. 

Holdene spiller i billige kopitrøjer fra de store kendte fodboldhold. Så det kan sagtens være Manchester United mod Arsenal.

Linjevogteren tjekker lige mobilen under kampen.

Dommerne er en del i centrum. En træner for et af holdene fortæller mig, hvordan de ofte beder om et par tusind shilling inden kampen (1000 shilling er cirka 4 kroner). De fløjter temmelig meget, hvis de da ikke tjekker sms'er.

Niveauet er ikke højt. Især halter det taktiske. Alle hold spiller 4-4-2, hvor de to fløjspillere drøner frem lige så snart holdet får bolden. i 19 ud af 20 tilfælde bliver der slået en lang bold op mod angrebet. Den ujævne bane betyder, at alle afleveringer kan være farlige. I løbet af de kampe vi når at se kan antallet af gange en angriber laver et modløb tælles på en hånd.

Til gengæld er spillerne i glimrende fysisk form. Der bliver knoklet igennem hele kampen, og spillerne er både stærke og hurtige.

Det mest underlige er dog de bedste spillere, kaldt Stjernespillere. Flere hold har en eller to spillere som åbenlyst er bedre end de andre, og samtidigt ikke er blandt de yngste. Disse spillere opfører sig som om de ejer holdene.

Stjernemålmanden fra Kwimba Rangers endelig i aktion.
Nyklippet efter et frisøgbesøg.

Mlimanis stjerne - en angriber, der dog hurtigt blev 'skadet'
da spillet ikke gik holdets vej

I kampen mellem Mlimani og Kwimba Rangers ankommer stjernemålmanden fra Kwimba Rangers for sent fordi han har været til frisøren, der ligger ved stadion.

Indtil han lader sig skifte ind, står en skræmt ung målmand. På Mlimanis hold bliver stjernespilleren ude hele første halvleg, hvor han hygger om holdkammeraterne og giver dem vand.

Han kommer ind fra 2. halvlegs start, men spiller skidt og får pludselig en mystisk skade.

Målmanden fra Kwimba Rangers stod engang en brandkamp og bagefter nægtede han at spille i flere måneder. Han var bange for at ødelægge sit rygte som stjerne.

Selvom det nærmest kan virke komisk at overvære ligaen, så er den alvor for spillerne. Som Lipili, der træner holdet Kwidico FC fortæller, så håber enhver spiller gennem de lokale hold at blive opdaget af de store hold i Tanzania. Spillerne arbejder hårdt på banen.

Lipili (i sort trøje) forsøger at give sine spillere en opsang i pausen.
Der er masser af andre, der har en mening og giver den gerne til kende.

Når der er pause i kampene, bliver holdene omringet af folk og det er langt fra kun træneren der kommer med gode ideer.

Spillerne sidder stille og lytter til de mange forskellige folk der siger noget. Selv om jeg ikke forstår hvad der bliver sagt, så er det min fornemmelse, at der kommer mange forskelligt rettede signaler til spillerne. Risikoen for forvirring er klart til stede.

Ingen af holdene fra den del af distriktligaen vi så kommer i sidste ende langt i turneringen. Vi får forklaringen, at når landsbyholdene kommer til de større byer, så har de ikke en chance. Dels er de for ydmyge i forhold til storbyholdene, dels så har holdene i byerne flere penge og kan betale bedre spillere - og dommere.

Herunder flere indtryk fra turneringen